Riane Eisler (RE) østrigskfødt,
amerikansk folkeretsekspert, feminist og fremtidsforsker, indleder bogen
med at sige, at det har været en livslang opgave at åbne
den dør på klem, der vil åbenbare ny og fascinerende
viden om vores fortid – og et nyt syn på den fremtid, der
kan blive vores. Fordi hun tidligt i sit liv indså, at hvad mennesker
i forskellige kulturer anser for en given sag – "sådan
forholder det sig nu engang" - ikke er det samme overalt.
Som barn oplevede hun som jøde at måtte
flygte med sine forældre fra nazismen og derfor begyndte hun at
stille en lang række spørgsmål. Hvorfor jager og
forfølger mennesker hinanden? Hvorfor er verden så fuld
af menneskelig ondskab, hvorfor er mænd så grusomme mod
hinanden – og mod kvinder? Hvordan kan menneskelige skabninger
udvise en så bastant brutalitet over for egne artsfæller?
Hvad er det mon, der til stadighed driver os mennesker mod grusomhed
i stedet for mod mildhed, mod krig og ikke mod fred, mod ødelæggelse
i stedet for konstruktiv skaben? Forsøget
på at finde svar på alle disse spørgsmål inspirerede
RE til at granske i vores fortid, samtid og fremtid.
RE´s undersøgelser af det menneskelige
samfund adskiller sig fra de fleste andre ved at inddrage hele menneskehedens
historie og hele menneskeheden, både den kvindelige og mandlige
del af den. "Skålen og Sværdet" har hentet sit
materiale fra kunst, arkæologi, religion, sociologi, historie
og mange andre forskningsområder. Den påviser, at hverken
krigen som fænomen eller den såkaldte "kønnenes
kamp" er en biologisk nødvendighed eller en guddommelig
bestemmelse. Og den beviser, at en bedre fremtid er mulig og faktisk
har sine rødder i det traumatiske drama, som en række begivenheder
i vores fortid udgør. Det er ganske afgjort rimeligt at antage,
at den tidligste fremstilling af en guddommelig magt i menneskelig skikkelse
må have været kvindelig og ikke mandlig.
Artikel fra Information 22.dec. 1995:
"Da Gud
endnu havde en kone" af Ejvind Larsen.
Uddrag:
"Ashera, som vi nu ved var Jahves
hustru".
Det vidste vi nu ikke. At hun hed. Vi vidste
sådan set slet ikke, at der var en hun. Vi troede – for det
har vi fået fortalt i skolen og til konfirmationsforberedelse,
i kirken og set tusindvis af billeder og skulpturer af og hørt
dem sige i fjernsynet – at Gud er en man fremstiller og omtaler
som ham og han. En herlig han og Herren selv, som i begyndelsen skabte
himlen og jorden i et ordentligt Big Bang. En bedre halvdel optræder
ikke i beretningen om universets tilblivelse….Fru Jahve hører
vi ikke noget om.
Alligevel skulle vi altså vide, at en
vis Ashera var Jahves hustru. Konstateringen er ikke hentet fra et eller
andet feministisk manifest eller en nyreligiøs New Age-spekulation.
Den rystende indledning om Guds kone er hentet fra en lærebog
i gammel testamente ved Københavns Universitets teologiske fakultet,
lige udkommet i 5. oplag, skrevet af en af fakultetets professorer,
de. theol. Niels Peter Lemche......
....denne viden er knap nok nået uden
for de lærdes cirkler….det er der mange grunde til, én
af dem er, at de lærde såmænd selv har svært
ved at kapere mentalt, hvad deres egen videnskab tvinger dem til at
måtte indse.
Inden for de seneste 10 år er man ved
Københavns Universitet og flere andre steder i den vestlige verden
for alvor begyndt at undervise i, hvorfor vi med hæderligheden
i nogenlunde behold ikke længere kan tro på Abraham, Isak
og Jakob som historiske skikkelser i den tid og på de steder Bibelen
beretter. Ikke engang David og Salomon står længere til
troende i den forstand.
Om selveste Moses hedder det i lærebogen:
"Hvem og hvad Moses var inden han i de sene kilder (fra de seneste
århundrede for Kristi fødsel) blev religionsstifter, vides
ikke. Man ved kun at han blev det."
…..Man kan høre argumentet fremsat,
at hvis Moses ikke havde levet, ville man have været nødt
til at opfinde ham, fordi Moses-skikkelsen ofte holdes frem som den
sidste redningsplanke for den gammel-testamentlige fremstilling af Israels
historie.
Til det siger KU´s nye æresdoktor,
den italienske oldtidsforsker Mario Liverani, at man faktisk opfandt
ham.
Ved Bibelens udarbejdelse, altså ved
"opfindelserne" af patriarkerne Abraham, Isak og Jakob, af
stifteren af den jødiske (og dermed også kristne) religion
Moses og af grundlæggerne af den første jødiske
stat David og Salomon, mister Jahve sin kone.
…Forhistorien blev konstrueret med vægt
på jødefolkets egen lineære historiske fremadskriden
i pagt med Jahve og i modsætning til frugtbarhedskulturernes cirkulære
gentagelser af årets naturlige omskiftelser.
….den rene mono-teistiske almagtsgud,
som oprindeligt i intethedernes intethed konciperede og forudså
alting efter sin planlæggende, kunstneriske håndværker-fantasi.
For siden at materialisere og styre synet i overensstemmelse med konceptet.
Til den ende var (og er?) der ikke brug for
nogen kvinde.
Hun og hendes uddrivelse nævnes for
så vidt i Bibelen selv… i Anden Kongebogs fremstilling af
en vis kong Josias reformation i årene umiddelbart før
det babylonske eksil:
Derpå bød kongen ypperstepræsten
Hilkija og andenpræsten og dørvogterne at bringe de ting,
der var lavet af Baál, Ashera og hele himmelens hær, ud
af HERRENS helligdom, og han lod opbrænde uden for Jerusalem på
markerne ved Kedron og asken lod han bringe til Betel. (…) Og han
lod asherastøtterne bringe fra HERRENS hus uden for Jerusalem
til Kedrons dal og opbrænde der, og han lod den knuse til støv
og støvet kaste hen, hvor småfolk har deres grave.
Vi kender hende, Ashera, fra udgravningerne
i Ugarit (Ras Shamra) i Vestsyrien, der har stået på siden
1929. Et stort skriftligt materiale aflægger her vidnesbyrd om
hende som kultens himmeldronning, moderen og frugtbarhedens livagtige
udtryk. Nært forbundet med sin søster Anat, den anden store
kvindeskikkelse i den kulturkreds, jøderne tilhørte og
begyndte at bryde med for 2500 år siden. Begge gudinder i samspil
med den mandlige modpart El-Baál-Jahve.
Men det gamle Testamente giver udtryk for,
at Jahve var en alenestående guddom med tydelige maskuline konnotationer,
som ikke tålte andre guder ved sin side, skriver N.P. Lemche.
Tanken om en kvindelig guddom, der skulle
placeres ved siden af ham som dronningen i gudernes panteon, syntes
absurd. I årene op til Kristi fødsel blev både moderen
og elskerinden udryddet til fordel for jødernes og siden også
de kristnes og muslimernes almægtige Gud alene. Jesus derimod
– blev født af en kvinde."
Skålen
og Sværdet.
Der har altid været legender. Edens have,
hvor kvinder og mænd levede i harmoni med hinanden – før
en mandlig gud bestemte, at nu skulle kvinden underkaste sig manden.
Tao-te-king – et kinesisk værk beskriver en tidsalder, hvor
ying, det kvindelige princip, ikke blev domineret af det mandlige princip
yang, og hvor den moderlige visdom endnu blev højagtet som det
bærende princip. Den oldgræske digter Hesiod skrev om en
"gylden slægt" som pløjede jorden "i fredelig
harmoni" indtil en "mindre slægt" indførte
deres krigsgud.
Selvom forskerne er enige om, at disse værker
i mange enkeltheder bygger på virkelige begivenheder er alle henvisninger
til en tidsalder, hvor kvinder og mænd levede i samdrægtighed,
rent rutinemæssigt blevet affærdiget som ren og skær
fantasi.
Tidligt fandt arkæologerne ud af, at Homers sagnomspundne Troja
virkelig havde eksisteret. Det er gjort klart ved nye udgravninger og
ved at nyfortolke ældre udgravninger, at gamle fortællinger
som f.eks. uddrivelsen fra Edens have har deres udspring i faktiske
hændelser, nemlig fra folkelige beretninger om de første
landbrugssamfund, der i den yngre stenalder anlagde de første
haver på jorden.
For 50 år siden kunne en græsk arkæolog
påvise, at sagnet om det forsvundne Atlantis kan have været
en fantasifuld gengivelse af, hvad der skete med den minoiske kultur,
hvis undergang må have fundet sted, da Kreta og de omgivende øer
led ubodelig skade som følge af en rækkejordskælv
og kolossale oversvømmelser.
Nye arkæologiske fund – "en veritabel
arkæologisk revolution" – fortæller om en lang
periode med fred og velstand, hvor menneskehedens sociale, teknologiske
og kulturelle udvikling bevægede sig opad: mange tusinde år,
hvor alle de grundlæggende teknologier, som vores civilisation
bygger på, blev fremelsket i samfund, der ikke var domineret af
mænd, præget af vold eller hierarkiske i deres opbygning.
Andre tegn på, at der i oldtiden har eksisteret
samfund, der var organiseret efter helt andre principper end nutidens,
er de mange utvetydige fremstillinger af en kvindelig guddom, som man
finder i den antikke kunst og i de ældgamle myter, tilmed i historiske
beretninger. Forestillingen om universet som den store altgivende moder
har – om end i modificeret form – overlevet helt frem til
vor tid.
Det er rimeligt at antage, at den tidligste fremstilling
af en guddommelig magt i menneskelig skikkelse må have været
kvindelig og ikke mandlig. Man må have hæftet sig ved, at
livet udspringer fra en kvindes krop, og derfor er det naturligt at
forestille sig universet som en altgivende moder, fra hvis skød
alt liv opstår – og efter døden vender tilbage til
for at blive genfødt
Derfor er det rimeligt at antage, at de samfund, der har haft den forestilling
om universets indretning, må have haft en ganske anden social
struktur end de samfund, der dyrker en guddommelig fader, som slynger
sit tordenspyd eller svinger sit sværd.
Det virker logisk at antage, at kvindens rolle
ikke kan have været særlig underdanig i et samfund, hvor
man opfattede universets styrende kræfter som værende af
kvindelig skikkelse – og at kvindelige egenskaber som omsorg, medfølelse
og ikke-voldelighed, har været højt i kurs. Hvad
der derimod ikke forekommer logisk er den omvendte konklusion: at et
samfund, hvor mændene ikke dominerer kvinderne, nødvendigvis
må have været et samfund, hvor kvinderne dominerer mændene.
Men da man i det 19. århundrede ved en
række udgravninger stødte på tegn på eksistensen
af sådanne samfund, konkluderede man ikke desto mindre , at de
måtte have været "matriakalske", og da det viste
sig, at det arkæologiske materiale ikke kunne underbygge denne
antagelse, blev det igen sædvane, at menneskelige samfund altid
har været – og altid vil være – domineret af mænd.
Men befriet for denne vanetænkning, må det være indlysende,
at der findes et logisk alternativ: man kan tænke sig samfund,
hvor det at være af forskellig køn ikke nødvendigvis
skal være ensbetydende med nogen form for under- eller overlegenhed.
Et af resultaterne af RE´s nyvurdering
af det menneskelige samfund ud fra en kønsmæssig holistisk
synsvinkel har været en helt ny teori, som hun kalder den kulturelle
forvandlingsteori. Der findes ifølge RE to basale samfundsmodeller
i den menneskelige civilisation:
Den første, som hun kalder herskermodellen,
bliver almindeligvis betegnet som patriakat eller matriakat – d.v.s.
at den ene halvdel af menneskeheden indtager en højere rang end
den anden.
Den anden model, hvor de sociale relationer primært
baserer sig på princippet om sammenhold frem for rang, kan bedst
betegnes som partnerskabsmodellen. Denne model tager ganske vist udgangspunkt
i den mest fundamentale forskning i vores art, forskellen mellem kønnene,
men sætter ikke af den grund lighedstegn mellem forskellighed
og under- og overlegenhed.
Titlen SKÅLEN OG SVÆRDET hænger
sammen med det katastrofale vendepunkt i den vestlige civilisations
tidligste historie, hvor der indtrådte en fuldstændig omvæltning
i hele vores kulturelle udvikling. Der blev sat en stopper for den kulturelle
udvikling i de samfund, der dyrkede de livgivende og – plejende
kræfter i universet – kræfter der endnu i vor tid symboliseres
ved den antikke skål eller gral.
I stedet blev denne forhistoriske verden invaderet
af fremmede stammer fra Jordens randområder – her var tale
om en fundamental anderledes social organisation. Disse mennesker dyrkede
sværdets dræbende magt, den magt, der tager liv i stedet
for at give det, som er den afgørende forudsætning for
at kunne oprette og håndhæve et herredømme.
Udviklingen ved en skillevej i vor tid.
Sværdets magt er i vor tid forøget mange millioner gange
p.g.a. megatons atomsprænghoveder og truer med at gøre
det af med alle former for menneskelig kultur, men de mange nye arkæologiske
opdagelser om vores forhistorie og den nyere historie, er ikke blot
et nyt kapitel i klodens historiebog. Den største betydning af
denne nye viden er snarere, hvad den kan fortælle os om samtiden
og vores mulige fremtid.
I årtusinder har mænd ført
krig, og sværdet har stået som symbol for mandens magt .
Men mænd er fra naturens hånd ikke voldelige og krigeriske.
Gennem historien har der været fredelige og ikke-voldelige mænd.
Roden til ondet ligger i et system, der idealiserer sværdets magt,
og hvor både mænd og kvinder lærer at sætte
lighedstegn mellem sand mandighed og vold og herredømme, og hvor
man anser mænd, som ikke lever op til disse idealer som bløde
og kvindagtige. Mange mennesker har svært ved at tro, at det er
muligt at indrette samfundet . (Elise Boulding, fredsforsker og kvindesagsforkæmper:
"Den største hindring for nedrustning i dag ligger i, at
mennesker ikke kan forestille sig hvordan en nedrustet verden ser ud.
Og hvad mennesker ikke kan forestille sig , det bryder de sig heller
ikke om at kæmpe for").
Endnu vanskeligere er det at forestille sig,
at vores fremtid kan komme til at afhænge af noget, der har med
kvinder og kvindelighed at gøre. Det er fordi man i et mandsdomineret
samfund automatisk betragter alt, hvad der har med kvinder og kvindelighed
at gøre som noget sekundært og noget, man ikke behøver
at beskæftige sig med, når man har "mere presserende"
problemer at løse.
Set ud fra et konventionelt synspunkt, er der
ikke de store ligheder mellem Hitlers Tyskland, Saddams Iraq, samuraiernes
Japan eller aztekerriget i Mellemamerika. Disse samfund er vidt forskellige,
hvad angår race, etnisk oprindelse, teknologisk udvikling og geografisk
placering, men set i et nyt perspektiv, nemlig ud fra hersker- og partnerskabsmodellen,
kan man konstatere en forbløffende overensstemmelse. Disse samfund
har ikke blot været præget af et ubøjeligt mandsherredømme,
de har også alle haft en udpræget hierarkisk og autoritær
social struktur og været karakteriseret af en høj grad
af statslig vold, især udfoldet gennem systemets militærapparat.
Rødderne til vores globale krise rækker
helt tilbage til den fundamentale omvæltning i vores forhistorie,
der ikke blot medførte drastiske ændringer i den sociale
struktur, men også i den teknologiske udvikling. De teknologier
der opretholder og begunstiger livet, måtte vige for teknologier,
der er symboliseret ved sværdet: teknologier, der var skabt for
at ødelægge og beherske.
Civilisationens barndom.
En mere end 20.000 år gammel kvindefigur, fundet i en hule, der
blev betragtet som et helligt sted, fortæller os en del om, hvordan
vores forfædre har opfattet tilværelsen. Hun er lille og
hugget ud i sten – en af de såkaldte Venus-statuetter, der
er fundet overalt i det forhistoriske Europa, fra Balkan til Bajkal-søen
og vestpå fra Willendorf i nærheden af Wien til Grotte du
Pappe i Frankrig.
Nogle forskere har beskrevet dem som udtryk for
en mandlig opfattelse af erotik, altså en slags fortidens udgave
af Playboy.
For andre forskere har de blot været noget, man anvendte i primitive
og formodentlig obskøne frugtbarhedsritualer og som "barbariske
forestillinger om skønhed".
Men kan de virkelig affærdiges som "produkter
af en fordærvet mandlig fantasi" – et citat af religionsforskeren
Edwin Oliver James i 1957 – en af de første til at kritisere
opfattelsen af Venusfigurerne (betegnelsen er noget malplaceret, disse
bredhoftede, ofte gravide, stærkt stiliserede og ofte ansigtsløse
kvindefigurer). Eller fortæller de noget om, hvordan man engang
agtede de livgivende kræfter i universet?
Sammen med en række klippemalerier fortæller
de noget om de folkeslag, som levede i den ældre stenalder. RE
fortæller om mange forskellige fund bl.a. i Cro-Mangnong i Frankrig,
hvor man i 1868 første gang fandt skeletdele fra den ældre
stenalder (perioden fra 65.000 år f.v.t. – også sen-palæolitikum),
men man kender så godt som intet til begyndelsen af denne æra.
I Sen-palæolitikum eller neolitikum eller
yngre stenalder fra ca 30.000 til 10.000 f.v.t. finder man små
snegleskaller, der var omhyggeligt arrangeret omkring ligene i en form,
som E.O. James noget floromvundet beskriver som "lignende den portal
gennem hvilken det nyfødte barn gør sin entré i
verden". Det synes som om det kan være forbundet med en eller
anden form for tilbedelse af en kvindelig guddom. Kauri-skallerne var
et livgivende symbol, det samme gjaldt den røde okkerfarve, der
også i senere tider kom til at repræsentere kvindens livgivende
blod – menstruationsblodet.
"Det tyder stærkt på,"
skriver James, "at der har eksisteret dødsritualer med karakter
af en livsbekræftende kult, der må have været tæt
forbundet med kvindefigurerne og andre symboler på dyrkelse af
kvindelig guddom".
Man har også fundet tegn på ritualer,
hvis hensigt har været at fremme frugtbarheden hos de vilde dyr
og planter, hvilket tyder på, at vore tidlige forfædre indså,
at vi og vores naturlige miljø er indbyrdes afhængige af
bestanddele af livets og dødens store mysterium.
Men det er teorier der endnu ikke deles af den
overvejende del af forskere, for i lighed med de fleste populærvidenskabelige
skriverier, så domineres billedet stadigvæk af en stereotyp
forestilling af "de første primitive mennesker" som
blodtørstige, krigslystne jægere. Også selvom der
blev gjort nye fund, sørgede forskerne sædvanligvis for
at tolke dem sådan, at de kunne passe ind i de gamle teoretiske
skabeloner. Indtil i dag har disse forskere bl.a. postuleret, at det
udelukkende var den forhistoriske mand, som var ansvarlig for den palæolitiske
kunst. Og det blev påstået, selvom der ikke er noget som
helst belæg herfor.
I overensstemmelse hermed er de palæolitiske hulemalerier blevet
fortolket som værende jagtscener, selv når de åbenlyst
fremstiller dansende kvinder.
Men nogle begyndte at sætte spørgsmålstegn
ved de dogmer, der hersker i forskerkredse. F. eks. fiskebensmønstre
har det været en given sag at tolke som pile, modhager, spyd og
harpuner, men det kan lige så godt være planter, træer,
rødder og blade. Det ville også være bemærkelsesværdigt,
hvis man i en samler- og jægerkultur ikke har fundet afbildninger
af planter, fordi man har været stærkt afhængig af
vegetationen som føde.
Et andet spørgsmål er, hvorfor disse
palæolitiske kunstnere skulle have ønsket af afbilde så
mange fiaskoer i jagten, for hvis disse fiskebensmønstre virkelig
skulle forestille våben, så missede de med usvigelig sikkerhed
hver gang deres mål.
Ved nærmere granskning under mikroskop viste det sig, at modhagerne
vendte den forkerte vej, og spidserne på det lange skaft vendte
den forkerte vej.
Det viser sig gang på gang, at det traditionelle
syn på palæolitisk kunst som en form for primitiv jagtmagi,
bare er udtryk for en stereotyp opfattelse, der ikke har meget at gøre
med en objektiv og logisk fortolkning. Det samme gælder for Venus-figurerne.
Grundet at det ikke passer i den mandsdominerede skabelon for samfundsstrukturen
i forhistorisk tid.
Vi vil over det kolossale spand af år aldrig
få en skudsikker forklaring på, hvilken betydning deres
malerier, statuetter og symboler havde for dem. Men mange af de palæolitiske
dyrefremstillinger står helt på højde med, hvad de
bedste moderne kunstnere kan fremstille. Derfor kan vi også roligt
slå fast, at den palæolitiske kunst har været andet
og mere end underudviklede folkeslags grove kradserier.Dyrkelsen af
den kvindelige guddom holdt sig, som James og andre forskere skriver,
helt frem til historisk tid. Kendte gudindeskikkelser som Isis, Nut
og Maat i Ægypten, Astarte og Lilith i Den frugtbare Halvmåne,
Demeter, Kore og Hera i Grækenland og Atargatis, Ceres og Kybele
i det gamle Rom. Selv endnu senere i vores egen jødisk-kristne
arv, kan vi genfinde skikkelsen i Bibelens himmeldronning, hvis lunde
blev afbrændt, Shekhina i den hebraisk-kabbalistiske tradition
og i den katolske Jomfru Maria, den hellige Gudsmoder.
Forklaringen på, at dette har været
overset, er ikke alene den mandsdominerede skabelon for samfundsstrukturen
i forhistorisk tid, men også den, at det først var efter
2. verdenskrig, at man ved en række udgravninger fandt nogle vigtige
beviser på eksistensen af en religiøs tradition, der har
strakt sig gennem et par årtusinder. De stammer fra den fascinerende
periode, der fulgte efter palæolitikum, den lange periode i vores
kulturelle udvikling, der ligger på den ene side palæolitikum
og denne epokes første afgørende udvikling i den menneskelige
civilisation – og på den anden side bronzealderens senere
kulturer, dengang vore forfædre dannede de første landbrugssamfund
i neolitikum
Viden om vore forhistoriske forfædre blev
voldsomt forøget ved fundet af to nye neolitiske (yngre stenalder)
bosteder: Catal Hüyük og Halicar på Anatoliens højslette
i det nuværende Tyrkiet, som afslørede, at der gennem mange
tusinde år havde eksisteret stabile og stødt voksende kulturer
og at man havde haft dyrkelsen af en kvindelig guddom som et centralt
element i kulten. Det var en længe savnet puslebrik i viden om
forhistorien, en slags missing link mellem palæolitikum og senere,
teknisk mere fremskredneperioder som bronzealderen.
Nogle af de mest slående beviser på
denne gynocentriske (gudindebaseret) kunsttradition findes her. Selvom
kun en tyvendedel er afdækket, så omfatter disse fund en
periode på næsten otte hundrede år, fra ca 6500 til
5700 f.v.t. Det er et højtudviklet centrum for kunst – vægmalerier,
ornamenteret vægpuds, skulpturer og store mængder af kvindestatuer
i ler. I centrum for disse produkter står tilbedelsen af en kvindelig
guddom.
De steder hvor man oplever de første teknologiske og sociale
gennembrud, havde én ting tilfælles: Gud var en kvinde.
Man har tidligere – kun 25 år før fundet i Tyrkiet
– betegnet Sumer som civilisationens vugge. Opfattelsen er stadig
gældende i den brede offentlighed, men i dag ved vi, at der ikke
var én "civilisationens vugge", men adskillige, der
alle var opstået flere tusinde år tidligere.
Det mest forbløffende er, at den nye erkendelse
af, at ideologien i disse første civilisationer har været
gynocentrisk – det har kun vakt interesse i kvindelige forskeres
rækker. Hvis det overhovedet bliver nævnt i den ikke-feministiske
faglitteratur, sker det som regel rent en passant. Det fremherskende
syn er altså stadig, at mandens herredømme i lighed med
privat ejendomsret og slaveri har været følgevirkninger
af den agrikulturelle revolution. Den opfattelse er yderst sejlivet,
selv om alt materiale tyder på, at ligeberettigelse mellem kønnene
tværtimod var normen i neolitikum.
Hvis man definerer civilisation som et folks
evne til at tilpasse sig et miljø og udvikle en hensigtsmæssig
kunst og teknologi, et skriftsystem og sociale forbindelser, så
er det hævet over enhver tvivl, at Det gamle Europa havde held
med det.
Den forestilling, de fleste har i dag af de gamle
europæere, går ud på, at det var nogle frygtindgydende
barbariske stammer, som gentagne gange trængte frem mod syd, og
som endda overgik romerne i blodtørst, da de hærgede Rom.
Men det mest forbavsende træk ved den oldeuropæiske civilisation
var dens overvejende fredelige karakter. Den tids europæere forsøgte
aldrig at slå sig ned på høje og stejle bjergskråninger,
hvor de senere indoeuropæiske folk byggede deres fæstninger
– utilgængelige steder. De valgte i stedet bopladser efter
smuk beliggenhed, gunstige vand- og jordbundsforhold og adgang til gode
græsningsarealer. Det er karakteristisk for de fleste af disse
freds- og kunstelskende folk, at man ikke har fundet spor af fæstningsanlæg
eller angrebsvåben.
Man har heller ikke i Catal Hütük og
Hacilar kunnet registrerer nogen tegn på ødelæggelse
som følge af krig i en periode på over 1500 år!!!
Der er tegn på arbejdsfordeling mellem kønnene, ikke nogen
form for herredømme eller underkastelse.
Neolitikun (yngre stenalder) er den periode hvor
man blev bosiddende og ernærede sig ved landbrug og kvægavl.
Det mest interessante ved den neolitiske kunst er, hvad den ikke fremstiller.
Der findes ikke idealiserende fremstillinger af væbnede styrker,
grusomheder eller magt, der er baseret på voldsudøvelse.
Ingen fremstillinger af "ædle krigere", slagscener eller
"heroiske erobringer", der trækker rundt med lænkede
fanger, ligesom der ikke findes tegn på slaveri.
Der er heller ikke fremstillinger af overdådige
høvdingegrave, det står i skarp kontrast til selv de tidligste
og mest primitive mandsdominerede kulturer, der med tiden indtog disse
gudinde-dyrkende samfund. Der var heller ingen som ved deres død
tog mindre betydningsfulde mennesker med sig i graven. Der er ingen
store våbenarsenaler eller nogen form for våbenfremstilling
og ingen militære fæstningsanlæg.
Derimod finder man et rigt udvalg af natursymboler
i forbindelse med tilbedelse af gudinden, en ærbødighed
og forbavselse over livets store skønhed og mysterium. Der findes
livsbekræftende elementer som sol og vand og på vægmalerier
i Catal Hüyük kæmpemæssige tyrehoveder i sten
med enorme, svungne horn, kultvaser med form som fugle. Der er fundet
slanger og sommerfugle (symboler for forvandling), som helt frem til
historisk tid er blevet identificeret som gudindens transformative kræfter.
Den kretensiske dobbeltøkse, man brugte
til at rydde jord med, har været en stilisering af sommerfuglen.
I lighed med slangen, der bliver "genfødt", når
den skifter ham, har sommerfuglen været en del af gudindens epifani,
symbol på hendes regenerative kræfter.
Den højeste magt der styrer hele universet
er en guddommelig moder, i Catal Hüyük er der fremstillinger
af gudinden både svanger og fødende. Ofte har hun selskab
af mægtige dyr som leoparder og – især – tyre.
I den kristne ikonografi, undergik tyren med hornene en radikal forvandling
– fra at være et symbol på mandlig kraft blev den nu
Satans eller det ondes symbol.
Symbolet på mandlig kraft kom, som alt
andet, fra et altgivende, guddommeligt kvindeskød – afbilledet
på en tempeludsmykning i Catal.Hüyük, hvor gudinden
er i færd med at føde en tyrekalv. Når det centrale
religiøse motiv var en fødende kvinde (og ikke som i vor
tid en døende mand på et kors) så er der tilsvarende
god ræson i at antage, at livet og livsglæden – og
ikke døden og dødsangsten – spillede en afgørende
rolle i den tids samfund og kunst.
Videnskabens rutinemæssige syn på
tilbedelsen af gudinden som en "frugtbarhedskult" og ikke
som en egentlig religion er en grov forenkling. Det ville svare til
at man karakteriserede kristendommen til en dødskult, p.g.a.
den kristne kunsts mest centrale symbol – korset.
Der er ikke nogen grund til at tro, at mændenes
stilling på nogen måde har været sammenlignelig med
den underkastelse og undertrykkelse, som blev kvindes lod i de mandsdominerede
samfund, der fulgte efter denne epoke. Både mænd og kvinder
kunne blive præster.
Den grundlæggende forskel – Kreta.
Eksempler på hvordan den fremherskende tankegang fortolker brikkerne:
I sine første rapporter fra udgravninger af gravstedet Meryet-Nit
i Ægypten gik Sir Flinders Petrie automatisk ud fra, at Meryet-Nit
måtte have været en konge. Senere forskning viser, at det
er en kvinde. Det samme var tilfældet med det kæmpemæssige
gravsted i Nagadeh, hvor man gik ud fra, at der måtte være
tale om en kongegrav (Hor-Aha fra det første dynasti), men det
viste sig at være et gravmæle for Nit-Hotep, Hor-Ahas mor.
I forbindelse med den civilisation, der omkring
århundredeskiftet blev afdækket i Kreta, viser hvordan den
kulturelle forudindtagethed ikke blot har fordrejet opfattelsen af vores
kulturhistorie i bred forstand, men også af hele den menneskelige
civilisations udvikling. Opdagelsen af den minoiske kultur kom som en
bombe. Arkæologen Nicolas Platon, som havde været beskæftiget
med udgravningerne på Kreta i et halvt århundrede, udtrykte
det således: "Arkæologerne var målløse.
De kunne ikke forstå, at der havde eksisteret en så højt
udviklet civilisation, uden at man havde haft nogen som helst anelse
om det".
Der var kolossale paladser i flere etagers højde,
villaer, bondegårde, hele boligkvarterer i velorganiserede byer,
havneanlæg, vejnet på kryds og tværs over hele øen,
kultsteder og begravelsespladser. Man opdagede, at der var tale om en
kunstnerisk tradition, der savnede sin lige i civilisationens historie.
Den kretensiske civilisations historie begynder
omkring 6000 år f.v.t. hvor en lille gruppe indvandrere, sandsynligvis
fra Anatolien, for første gang slog sig ned på øens
kyster. Det var dem, der indførte tilbedelsen af gudinden.
Omkring år 2000 f.v.t. trådte Kreta
ind i den periode, som arkæologerne betegner som den mellemminoiske
epoke – vi er her et stykke inde i bronzealderen En tid, hvor gudinden
i resten af den civiliserede verden langsomt, men sikkert, blev fortrængt
af krigeriske mandlige guder. Hun blev efterhånden degraderet
til en andenrangs guddom, opfattet som ægtefælle eller mor
til mægtigere mandlige guder.
RE har lange beskrivelser af det sociale system,
sanitet og infrastruktur og en betegnelse af livet på minorisk
tid som "det perfekte udtryk for homo ludens – det legende
menneske. Betegnelser som følsomhed, yndefuld livsstil, kærlighed
til skønheden og naturen".
Den kretensiske kunst viser ingen idealisering
af krigen i modsætning til andre af den tids civilisationer.
Nicolas Platon: "Hele tilværelsen var præget af en
glødende tro på gudinden Naturen, kilden til alt liv og
alle tings harmoni. Det førte til kærlighed til freden,
afsky for tyranniet og respekt for loven. Selv blandt de herskende klasser
synes personlige ambitioner at have været ukendte begreber, intet
steds finder vi navnet på ophavsmanden til et kunstværk,
intetsteds har man berettet om en herskers bedrift."
Vi kan finde en bekræftelse fra fortiden
på vores håb om, at fredelig sameksistens mellem mennesker
ikke blot er en utopisk drøm.
Kretenserne syntes at have reduceret og kanaliseret deres aggressioner
gennem et frit og velafbalanceret kønsliv. I vor tid stempler
religiøse dogmer sex som værende mere syndigt end vold.
Klappen går ned for de fleste forskere
ved den kendsgerning at det minoiske Kreta var det sidste og teknologisk
mest fremskredne samfund, hvori et mandligt herredømme ikke var
normen – man skynder sig at skifte emne, og det er kun noget man
nævner i forbifarten.
RE kommer til at tænke på Charles
Darwin, når hun gennemgår den foreliggende litteratur om
Kreta, hvor han i en besynderlig fodnote i The Decent of Man, hvor han
på sin rejse til Ægypten blev slået af, hvor negroide
træk en statue af Amunoph III var udstyret med. Men efter at have
nedfældet denne betragtning i en fodnote, trækker han øjeblikkeligt
i land over for det fænomen, han lige havde set med sine egne
øjne og bekræftet af to ledsagere, så følte
han sig foranlediget til at citerer to kendte autoriteter på området
i værket Types of Mankind havde beskrevet faraoerne træk
som "fuldstændig europæiske".
Videnskaben har senere med syvtommersøm
slået fast, at der fandtes sorte faraoer.
I det meste af den videnskabelige litteratur om Kreta, forsømmer
man ikke nogen lejlighed til at forvanske, fortie eller i bedste fald
bagatelliserer det klare budskab fra kretensisk kunst. Sir Arthur Evans
fandt i begyndelsen af 1900-tallet ud af, at kretenserne havde dyrket
en kvindelig guddom, fordi den kretensiske kunst havde det med at afbilde
"scener med kvindelig fortrolighed", men han følte
sig straks foranlediget til at stemple det som "kaffeslapperas"
om "de sidste nye skandaler" Nicolas Platon gør udtrykkelig
opmærksom på den vigtige rolle, kvinderne spiller, mærkbar
i alle sammenhæng, men mener, at "dette kan skyldes, at mændene
har været på langfart på havet"
Kretas fald skete for godt 3000 år siden og med tiden gik det
endog i glemmebogen, at der engang under den minoiske kultur, der stod
for fred, kreativitet og gudindens livsbevarende kræfter, havde
eksisteret . Overalt blev samfundet i stigende grad mandsdomineret,
hierarkisk opbygget og præget af en krigerisk indstilling.
I Anatolien, hvor man i Catal Hüyük
i årtusinder havde levet med fred, kom hititterne, et indoeuropæisk
folk, kendt fra Det gamle Testamente, til magten. Man dyrkede endnu
gudinden, men hun blev mere og mere degraderet til blot at være
hustru eller mor til den nye mandige krigs- og tordengud.
I Europa, Mesapotamien og Kanaan var der tale
om et tilsvarende mønster, her mistede gudinden ikke blot sin
fremtrædende stilling, men blev ligefrem omformet til krigsgudinde.
Udvikling og omvæltning.
Den oldgræske digter Hesiod fortæller, at der engang levede
en gylden slægt af rene ånder og forsvarere mod ondskaben,
den blev fulgt af en mindreværdig slægt af sølv,
som så igen blev fulgt af en slægt af bronze, helt ulig
sølvet, grusom og mægtig, rundet af askestokke.
Platon anbragte denne forsvundne civilisation
ude i Atlanterhavet.
Det er mindet om en svunden tid, hvor menneskene
levede i harmoni med hinanden, der efter bibeleksperters mening danner
baggrund for Det gamle Testamentes beretning om Edens have, bygget op
over mundtlige overleveringer.
I Det gl. Testamente er der henvisninger til
kvindelige guddomme, men her som regel i sammenhæng med de profeter,
som drager i felten mod genoplivelsen af ældre religioner.
I den tidlige sumeriske religion indtager gudinder
fremtrædende stillinger. Senere forsvinder de så godt som
fuldstændig og fremstår nu blot som guders gemalinder.
Både almindelige mennesker og teoretikerne i Pentagon synes at
være enige om, at uden krige ville der ikke have været den
nødvendige motivation til at sikre menneskeheden teknologisk
– og hævder man endda – kulturel fremgang . I virkeligheden
– og det er en af verdenshistoriens bedst bevarede hemmeligheder
– blev praktisk taget alle de materielle og sociale teknologier,
som vores civilisation bygger på, udviklet f ø r der opstod
et hersker-samfund.
At det var kvinder der gjorde opfindelserne (basale
principper i fødevareproduktionen, arkitektur og fremstilling
af krukker og klæder o.m.a.), en sådan hypotese forekommer
utænkelig under det fremherskende paradigme, fordi man traditionelt
fremstiller kvinden som afhængig og underlegen i forhold til manden,
ikke blot i intellektuel henseende, men ifølge Bibelen er kvinden
så langt mindre åndeligt udviklet end manden, at det er
hende, som er skyld i, at menneskeheden i sin tid blev drevet ud af
paradis.
Den gamle udviklingsmodel bygger på "manden
som jæger". Den påstår at vores første
redskaber blev udviklet af mænd m.h.p. at kunne dræbe deres
bytte og konkurrerende og svagere mennesker. En
alternativ teori går ud på, at menneskets opretstående
gang ikke havde noget med jagt at gøre, men kan føres
tilbage til en fundamental ændring af kostvanerne. Til at begynde
med har vore forfædre taget føde til sig, mens de bevægede
sig, men har så senere udviklet evnen til at samle og opbevare
næringsmidler – de første redskaber mennesket skabte
var ikke våben, men beholdere til at transportere fødevarer
(og spædbørn). Det var kvinderne, som stærkest havde
brug for at have hænderne fri, de skulle bære både
føden og deres børn. Det samme ses hos primater –
hos chimpanserne anvender hunnerne flere redskaber end hannerne.
Gudinden Isis bliver gang på gang nævnt
i ægyptiske kilder som "opfinderen" af landbruget. Pottemagerkunsten,
væve- og spindekunsten. Selv efter indførelsen af mandsherredømmet
var den ægyptiske gudinde Isis og den græske gudinde Demeter
kendte som lovgivere, der udøvede retfærdighed og uddelte
gode råd , også som naturlæge. Sophia eller Visdommen
havde frem til et godt stykke ind i den kristne middelalder sin plads
ved siden af gudindens billede som en barmhjertighedens Madonna. Selv
skrivekunsten viser på sumeriske tavler, at gudinden Nidaba var
den skriftkloge og opfinder af lertavlen. I den indiske mytologi får
gudinden Sarasvati æren for at have opfundet det første
alfabet.
Fra Skålen til Sværdet.
Palæolitikum begyndte for mere end 30.000 år siden. Landbrugsrevolutionen
i neolitikum fandt sted for mere end 10.000 år siden. Det er godt
8500 årsiden, at Catal Hüyük blev grundlagt. Den kretensiske
civilisation bukkede under for blot 3200 år siden.
Der indtraf den store omvæltning – en så voldsom forandring,
at ingen kendt begivenhed i menneskehedens kulturelle udvikling tåler
sammenligning hermed i omfang og betydning.
Det er ren spekulation at gætte på,
hvordan tilsyneladende ubetydelige nomadestammer, som drev rundt i randområder
af kloden på jagt efter græsningsarealer, vokser i antal
og vildskab, og hvor langt et tidsrum denne udvikling har spændt
over. Men omkring år 5000 f.v.t. altså ca for ca 7000 år
siden, begynder vi at finde tegn på ødelæggelsesmønstre
i de gamle neolitiske kulturer i Mellemøsten. Det kommer til
uroligheder mange steder og det fundne materiale afslører, at
der har fundet invasioner og/eller naturkatastrofer sted. Det har medført
omfattende ødelæggelser og forstyrrelser af samfundsordenen.
Langsomt og ubønhørligt tager ødelæggelserne
til med kulturel nedgang og stagnation sætter ind. Der skal gå
2000 år før der med Sumerriget og Ægypten opstår
nye betydelige civilisationer.
Det er ved hjælp af et antal kulstof-14
analyser muligt at spore adskillige invasioner af steppehyrdefolk eller
kurganere, der fejede ind over det forhistoriske Europa. Første
bølge ca 4300-4200 år siden, anden bølge 3400-3200
år siden og endelig tredje bølge ca 3000-2800 år
fvt.
Kurganfolket tilhørte, hvad forskerne
kalder den indoeuropæiske eller ariske sproggruppe, altså
den type, der i moderne tid skulle blive forherliget af Nietzsche og
senere af Hitler som værende den eneste rene europæiske
race. Men de kan ikke betegnes som oprindelige europæere, de kom
strømmende fra Asiens og Nordøsteuropas vidder.
Disse kurganere var regeret af mægtige
præster og krigshøvdinge og bragte deres mandige krigs-
og bjergguder med sig.
Der indtraf desuden invasioner fra andre nomadefolk. De mest berømte
er det semitiske folk, som vi i dag kalder jøder og som kom fra
ørkenen mod syd og invaderede Kanaan (der senere blev kaldt Palæstina).
De var oprindeligt et krigerisk folk, som blev regeret af krigerpræster
(den levitiske stamme med Moses, Aron og Joshua). I lighed med indoeuropæerne
indførte de en aggressiv krigs- og bjerggud (Jehova eller Jahve)
og efterhånden – det kan vi læse i Det gamle Testamente
– påtvang deres ideologi og livsstil på de folkeslag
der hørte hjemme i de områder, de havde erobret. Fælles
for dem var, at deres samfundsstruktur var organiseret efter en Hersker-model,
et socialt system, hvor mandlig dominans, mandlig vold og en generelt
hierarkisk og autoritær struktur var normen.
De udviklede ikke nye produktionsteknologier
til at skaffe sig velstand, men ved at benytte sig af mere og mere effektive
ødelæggelsesteknologier. Denne forherligelse af sværdets
dødbringende magt afspejlede en livsstil, der havde organiseret
underkuelse og nedslagtning af andre mennesker på dagsordenen
+ systematisk ødelæggelse og udplyndring af deres ejendom.
Noget tyder på, at slaveri er et begyndende
fænomen.
Fund indikerer, at den overvejende del af den kvindelige befolkning
i visse kurganske lejre ikke tilhørte den kurganske stamme, men
den gammeleuropæiske neolitiske befolkning. Det er nærliggende
at tro, at kurganerne har massakreret størstedelen af den lokale
mandlige befolkning, og børnene, men at de i hvert fald delvist
har skånet kvinderne for at gøre dem til elskerinder, koner
eller slaver. Et belæg for det, kan man finde i de flere tusinde
år yngre beretninger fra Det gamle Testamente. I 4. mosebog kap.
31, vers 32-35 står at der blandt krigsbyttet, som Moses og hans
krigsfolk tog fra medianitterne var – i denne rækkefølge:
får, kvæg, æsler og 32.000 piger, der endnu ikke havde
haft samleje med nogen mand.
I høvdingegravene, der er så karakteristiske
for indoeuropæernes strenge rangorden – et kulturelt fremmedelement
– er der en markant ændring af praksis og ritualer omkring
begravelsen. I modsætning til gammeleuropæisk begravelser,
hvor der knap er tegn på social ulighed, er der her tale om markante
forskelle m.h.t. størrelse og gravgaver. Her finder man også
– ved siden af et mandligt skelet også ofrede kvinder. Der
var buer og pile, spyd, knive og dolke, økser af hjortegevirer
og hesteknogler. Disse gravfund viser, hvor stor vægt man lagde
på teknologier, der kunne anvendes til ødelæggelse
og undertrykkelse.
Nu findes der ikke mere kvindelige statuetter,
som tidligere havde været talrige. Der finder en kulturel forarmelse
sted.
Overalt foregår der et omsving i de sociale prioriteter –
man sætter – som i vor tid – produktionen af ødelæggelsesvåben
øverst på dagsordenen. Magten til at beherske og ødelægge
gennem sværdet fortrænger efterhånden det gamle syn
på magten, som en livgivende og livsplejende kraft.
Mænd som har den største magt til
at ødelægge – de fysisk stærkeste, de mest ufølsomme
og brutale – stiger til tops i samfundet. Kvinderne bliver degraderet
til den status, de herefter skal indtage gennem årtusinder: som
mandskontrollerede redskaber til produktion og reproduktion. Gudinden
reduceres til at være ægteviv eller livsledsagerske for
de mandlige guddomme, der som deres magtsymboler i form af tordenkiler
eller dødbringende våben er blevet altbestemmende.
Efter de nyere teorier, hvor det ikke var jægere og krigere, som
var grundlaget for vores nuværende civilisation, men i stedet
kvinder og mænd, som anvendte vores arts enestående muligheder
til at opretholde og bevare livet, er det klart, at mandsvældet
og en autoritær samfundsopbygning ikke er uundgåelige og
evige fænomener, hvilket betyder, at en verden, der i højere
grad bygger på fred og ligeberettigelse ikke bare er en utopisk
drøm, men i virkeligheden er menneskets eneste mulighed for at
skabe en fremtid.
Det samme gælder den svimlende tanke, hvad menneskeheden kunne
have drevet det til, hvis den havde fået frihed til at nyde disse
gaver. Også selvom disse samfund var skabt af mennesker af kød
og blod – m e d menneskelige fejl og svagheder.
Set i lyset af vor moderne verden er det fængslende,
at man i disse præhistoriske tider, der byggede på partnerskabs-modellen,
først og fremmest udnyttede de teknologiske fremskridt til at
gøre livet mere behageligt, i stedet for til at beherske og ødelægge
som vi gør i nutidens højteknologiske samfund, hvor millioner
af børn er dømt til at dø af sult, men vi bruger
milliarder af dollars til at udvikle mere og mere avancerede metoder
at slå ihjel på.
Da man vendte op og ned på virkeligheden.
Orestien er et af de mest berømte og hyppigst opførte
værker i det græske dramas historie. Her hævder Apollon
under retssagen, hvor Orestes er anklaget for at have myrdet sin mor,
at børn ikke er i slægt med deres mødre. "Moderen
er ikke en af forældrene til det, hun kalder sit barn… hun
er blot den, som plejer den nyplantede sæd". Beviset er,
at man kan blive far uden mor. "Der står hun, det levende
vidne, datter af den olympiske Zeus,hun, som aldrig var foster i et
kvindeskøds mørke. Og dog frembragte ingen gudinde et
ædlere barn" !
Athene, som ifølge den oldgræske
religion i fuldvoksen skikkelse sprang frem af Zeus´ pande: "Der
findes intetsteds nogen moder, der fødte mig, og på nær
ægteskabet står jeg med hele mit hjerte på mandens
side, min faders side". Koret (eumeniderne eller furierne, der
repræsenterer den gamle samfundsorden ) må med rædsel
udbryde: "Guder af en yngre stamme, I krænker love fra urgammel
tid, river dem ud af min hånd". Men Athenes stemme bliver
udslagsgivende og Orestes bliver frikendt!
Der er en gængs fortolkning der går
ud på, at hensigten med stykket har været at forklare folket
oprindelsen til den græske Areopagos – eller den øverste
domstol. Nu kunne grækerne søge retfærdighed gennem
en upersonlig retsinstans i stedet for at løse deres konflikter
gennem blodhævn. Men den britiske sociolog Joan Rockwell påpeger,
at en sådan forklaring ikke giver mening. Denne forklaring forholder
sig ikke til, hvorfor denne sag, den første drabssag, ifølge
sagkundskaben den første drabssag, der nogensinde blev ført
ved en græsk domstol, netop skulle dreje sig om en moder. Den
forholder sig heller ikke til det vigtige spørgsmål om,
hvordan man i noget, der skulle dreje om en moralsk lektion om fortræffeligheden
af den statsadministrerede justits, kunne frikende en søn for
forsætligt og koldblodigt hævnmord på sin mor –
og tilmed med den begrundelse, at han ikke var i slægt med hende!
Baggrunden er, at dronning Klytaimnestra dræber
sin mand, fordi han under falske forudsætninger ofrer deres datter.
Orestes myrder derpå hende. Hvorfor har dronningen ikke ret til
hævn over sin datter? Det har været en kraftig påmindelse
til alle kvinder om aldrig nogensinde at nære oprørske
ideer. Det er Athene som træffer afgørelsen om frifindelsen
og ifølge Joan Rockwell er det "et mesterstykke i kulturelt
diplomati at få en førende person fra det tabende parti
til at acceptere det nye magtforhold." Når Athene erklærer
sig for det mandlige herredømme, må omvæltningen
til mandsvældet uvægerligt blive accepteret af enhver athener.
Furierne får endog lov til at sammenfatte, hvad Orstrien egentlig
drejer sig om: "At de kunne behandle mig sådan! Jeg, fortidens
ånd, drevet under jorden, kasseret som skidt."!
Millioner af mennesker i dag ligger stadig under
for en bevidsthed, de er blevet indoktrineret med fra prædikestole
eller i eget hjem, ikke kun med de endeløse "han avlede",
men også at hele menneskeheden med Frelseren i spidsen, bliver
betegnet som Vorherres børn.
Bag de præster, der nu forkyndte, hvad
de selv hævdede værende Guds ord på magisk vis formidlet
til dem – stod magtfulde hære, domstole og bødler.
Folk måtte pinedød lære at adlyde disse guddomme
og deres jordiske repræsentanter, som kunne skalte og valte efter
forgodtbefindende, så folk efterhånden begyndte at anse
det for normalt og det eneste rigtige.
RE bekræfter Ejvind Larsens fortælling om, at Moses aldrig
har eksisteret (side 101-102) og hvordan gudindens symbol bliver forvandlet
til det værst tænkelige. Den var et alt for væsentligt,
helligt og almindeligt symbol til at man kunne tillade sig at ignorere
den. Hvis den gamle bevidsthed skulle omformes og stemme overens med
det nye systems krav, måtte slangen enten gøres til symbol
for de herskende klasser eller besejres, berøves sin gamle symbolværdi
og sættes i miskredit.
Alligevel kunne man ikke kun nøjes med rå magtanvendelse
for at sikre fuldstændig lydighed. Man måtte gøre
det krystalklart, at de gamle kræfter, som styrede universet –
symboliseret ved den livgivende skål – var blevet skiftet
ud med mægtigere guddomme, i hvis hænder sværdet nu
var det øverste symbol. I den sammenhæng kom det ud på
at sørge for én ting: at ikke blot kvinderne som repræsentant
for gudinden her på jorden, men også gudinden selv blev
fjernet fra sin ophøjede position. I nogle mellemøstlige
myter er hun simpelthen blevet slået ihjel, i andre beretninger
kuet og ydmyget ved at blive voldtaget. En udbredt fremgangsmåde
var at degradere gudinden til en underordnet status som ægtemage
til en mægtigere mandlig gud. En anden måde var at omforme
hende til en krigerisk guddom, som det skete i Kanaan, hvor vi møder
den blodtørstige Ishtar.
Da de skrivendes skytsfigur blev ændret
fra at have været en gudinde til en mandlig gud, var det kun mænd,
der fik tilladelse til at fungere som skrivere i templer og paladser,
og historien blev nu fortolket i et androcentrisk perspektiv. I Bibelen
bliver gudinden ikke nævnt med én eneste stavelse.
De bærende søjler i hersker-samfundet
– vold, autoritær struktur og mandsvælde – blev
i det gamle testamente fremstillet som Guds udtrykkelige vilje om, at
kvinden skulle underkaste sig manden. Vi får i Bibelen at vide,
at der er al mulig grund til at dræbe en kvinde, som ikke er jomfru
ved sit bryllup. "Hun har begået en skændig dåd
mod Israel og bedrevet hor i sin faders hus". Kvinder der opfører
sig seksuelt og økonomisk uafhængigt er en trussel mod
hele det sociale og økonomiske system.
I Fjerde Mosebog, kap. 31 beskrives – efter
at byen Midjan var faldet og efter at alle mænd var dræbt,
tog de hebraiske aggressorer "alle midjanitternes kvinder til fange,
med samt deres børn", men Moses blev vred og fortalte, "at
det var Herrens bud: Dræb nu alle drenge og enhver kvinde, der
har haft samleje med en mand. Men alle pigebørn, der endnu ikke
har haft samleje med en mand, skal I lade leve til jer selv."
Så effektivt er denne hersker-model, at
selv retskafne mennesker kan læse den slags bibelsteder uden at
sætte spørgsmålstegn ved, hvordan en retfærdig
gud kunne udstøde så grusomme og umenneskelige befalinger.
Endnu mere rædselsvækkende er beretningen i Dommerbogens
19. kapitel på side 115 i RE, men det bliver for langt.
Og Lot i Første Mosebog, kap. 19, som med forretningsmæssig
hjerteløshed tilbyder sine to jomfruelige døtre til en
pøbel, der truer to af hans mandlige gæster.
Fødslen bliver til noget smudsigt og urent,
kvinden må underkaste sig rituel renselse for at hun ikke skal
besmitte andre med sin "urenhed".
Kristi moders rolle er blot at bringe ham til
verden, det er hans guddommelige fader, som sender ham ned på
jorden som syndebuk og offer.
Den anden halvdel af vores historie I.
De græske filosoffer – meget lidt medtaget i referat.
Matriarkat og patriarkat er upræcise betegnelser,
fordi begge dele forbindes med noget ensidigt og ikke samfund, hvor
der er ligestilling, og desuden er patriarkat følelsesladet og
fremkalder forestillinger om tyranniske fædre og er ikke en præcis
betegnelse.
Partnerskab og herredømme er to nyttige
begreber til at beskrive de to forskellige organisationsprincipper,
men der er et afgørende punkt, hvor de ikke slår til –
det er når det drejer sig om at udtrykke to diametralt modsatte
måder at strukturere relationerne mellem den kvindelige og mandlige
del af menneskeheden, de relationer, der har så dybtgående
virkning på hele det sociale system
En mere eksakt term end patriarkat til at beskrive
et socialt system, der styres af mænd v.h.a. vold eller truslen
om vold, foreslår RE androkrati – der kommer af det græske
ord aner (genitiv: andros), der betyder mand, og kratos, der betyder
styre. Modsat det reelle alternativ gylani.
Den første stavelse gy- stammer fra gyne
eller kvinde, og an har rod i ovennævnte aner. Bogstavet l mellem
gy og an har dobbelt betydning på engelsk fordi det står
for linking , altså at forbinde – forbinde de to halvdele
af menneskeheden i modsætning til den hierarkiske struktur i andokratiet.
Moderne oldtidsforskere lovpriser "Grækenlands
gyldne tidsalder" og at vores moderne ideer om retfærdighed
og demokrati kan føres tilbage til den enestående civilisation.
Mindre kendte og prominente kilder fortæller,
at Pythagoras studerede etik hos Themistoklea, der var præstinde
i Delfi, og Sokrates blev undervist af Diotema, en præstinde fra
Mantinea. Præstinden Pythia rådgav ledende mænd på
pilgrimsrejser til Delfi om tidens vigtigste sociale og politiske spørgsmål.
I Homers Odyseen er nogle af de stærkeste
figurer kvinder. Homers og Hesiods digtning er fyldt med minder om en
tidligere og mere gylanisk præget civilisation og mytologi.
Sokrates blev dømt til døden p.g.a.
nogle "radikale" ideer. Han havde "fordærvet"
Athens ungdom ved at gå ind for at kvinder skulle haveligeberettigelse
i uddannelse – en tanke, som også virkede chokerende på
en berømt filosof fra det 18. århundrede Jean-Jacques Rousseau.
Sokrates gjorde også indsigelse imod sofisten Glaukons påstand
om, at lov og retfærdighed for den herskende klasse kun er et
spørgsmål om, hvad der er mest formålstjenligt. RE
nævner ikke Xantippe som værende symbol for en overordentlig
skrap kælling, men hun har ikke taget et så småt eksempel
med.
Men oftest bliver kvinder slet ikke nævnt
i den litteratur, vi stifter bekendtskab med, ligesom man undlader at
bringe Kreta på bane.
Aristoteles siger i sin Statslære, at der findes naturlige elementer,
der er bestemt til at herske, og andre elementer, der er bestemt til
at blive behersket og han fastslog udtrykkeligt at det fra naturens
hånd var meningen, at kvinder skal regeres af mænd.
Den anden halvdel af vores historie II.
For 2000 år siden anklagede Jesus ikke blot de rige og magtfulde,
men også de religiøse autoriteter for at udnytte og undertrykke
befolkningen i Palæstina. Han prædikede universel kærlighed
og forkyndte, at de ydmyge og svage engang skulle arve jorden. Han tog
ofte afstand fra den udelukkelse og underkastelse, som hans kultur påtvang
kvinderne. Jesus færdedes mellem kvinder og forkyndte, at alle
var lige i ånden.
Jesus har været betragtet af den tids autoriteter
som revolutionær, hvis tanker for enhver pris måtte bringes
til tavshed.
I stedet for "mandlige dyder" som hårdhed og aggression
og magtlyst pålagde Jesus at vi skal opdyrke indbyrdes ansvarlighed,
medfølelse, blidhed og kærlighed. Ikke gribe til vold,
men vende den anden kind til, elske vore fjender. Jesus gik faktisk
rundt og prædikede for indførelse af et partnerskabs-samfund.
I Apostlenes Gerninger kap. 9,36 kan vi læse
om en kvindelig discipel , der hed Tabitha. Hun nævnes udtrykkelig
som en fremtrædende discipel, selvom hun ikke regnes med i det
traditionelle dusin. I Romerbrevet l6,7 sender Paulus respektfulde hilsener
til en kvinde ved navn Junia, som han beskriver som ældre i tjenesten
end han selv. I øvrigt nævnes en lang række andre
kvinder.
De gnostiske skrifter skrevet 200 år efter
Kristus blev udgravet i 1945. De var blevet skjult i en krukke hvor
de havde været skjult i l600 år. Efter en række begivenheder,
der er som taget ud af en kriminalroman varede det yderligere 34 år
før forskerne kunne afslutte deres undersøgelser og resultaterne
i 1979 kunne forelægges offentligheden . Der findes en film på
Statens Filmcentral om den danske teolog Søren Giversen, der
har spillet en væsentlig rolle i forskningen. "De hemmelige
ord".
Hvad var det så der var så forfærdelig
kættersk ved gnosticismen, at man måtte forbande og forfølge
dem? Det var den tanke, som også fik de jødiske præster
til at spotte og forfølge Jesus - nemlig at mennesket kan nå
frem til sin gud uden hjælp fra et religiøst hierarki med
en overrabbiner, en ærkebiskop eller en pave i spidsen. Mennesket
kan vælge den direkte vej gennem "gnosis" eller guddommelig
erkendelse. Det er ikke nødvendigt at gøre knæfald
for eller erlægge tributter til et autoriseret præsteskab.
Og at Maria Magdalene var en af de vigtigste skikkelser i den oldkristne
bevægelse kommer først for dagen i disse bandlyste skrifter.
Hun var den eneste, der havde mod til at sætte spørgsmålstegn
ved Peters autoritet som leder af et nyt hierarki , da han hævdede,
at kun han og hans præster og biskopper havde "den direkte
linje" til Gud.
Der var en lang række doktrinære
forskelle mellem den begyndende og mere og mere hierarkiske kristendom,
som Peter stod i spidsen for, og en række andre oldkristne menigheder,
som f.eks. gnostikerne.
I modsætning til "kirkefædrene"
anerkendte man i disse sekter kvinder både som disciple og profeter
og som medstiftere af kristendommen, - i god overensstemmelse med Jesu
lære. Netop denne lære, forestillingen om en kvindelig guddom
– det fremgår tydeligt af de gnostiske evangelier og andre
hellige oldkristne skrifter, der ikke blev optaget i det officielle
Nye Testamente – var, hvad en del af Jesu allerførste disciple
gik rundt og prædikede.
Bibelforskere har hyppigt henvist til, at den
tidlige kristendom blev opfattet som en trussel – både af
jødiske og romerske myndigheder. Det lå ikke bare i de
kristnes manglende vilje til at hylde kejseren og opføre sig
loyalt overfor statsmagten. Det Jesus og hans disciple forkyndte blev
opfattet som yderligtgående og samfundsskadeligt, det satte nemlig
spørgsmålstegn ved selve familiestrukturen.
De oldkristne betragtede kvinderne som selvstændige
individer med alle de rettigheder, det indebar.
Jo mere det androkratiske system følte sig udfordret, efterhånden
som de første kristne på ikke-voldelig vis fremførte
deres budskab, jo mere despotisk og voldeligt reagerede herskerne i
Rom. Men den gamle historie med at vende op og ned på begreberne
gentog sig. Omkring år 200 var kristendommen godt på vej
til at udvikle sig til det hierarkiske og voldsbaserede system, som
Jesus havde gjort oprør imod. Og efter Kejser Konstantins overgang
til den kristne tro blev den statens forlængede arm!
Hvad de kristne historikere oftest glemmer at fortælle er, at
denne første kristne kejser ifølge overleveringerne kogte
sin hustru Fausta levende og han lod sin søn Chrispus myrde.
Denne politik, han og hans efterfølgere fulgte, var at kætteri
mod Kirken nu blev betragtet som en forbrydelse, der skulle straffes
med tortur og død. Gud var ikke længere den rene ånd
af både en far og en mor, men en "ren mand". Pave Paul
VI udtrykte det næsten to årtusinder senere. I1977 så
blev kvinder bandlyst fra præstegerningen, fordi "Vorherre
var en mand".
I år 391 gik kristne munke, bevæbnet
med østersskaller løs på den betydningsfulde matematiker,
astronom og filosof Hypatia og hakkede hende på det grusomste
ihjel. Dette blev anført af den mand, som senere blev ophøjet
til Sankt Cyrillus (den kristne biskop i Alexandria).
Magthaverne påstod stadigvæk at det
var deres mål at udbrede Jesu kærlighedsevangelium. Men
hvad de opnåede med barbariske korstog, hekseforfølgelser,
inkvisitioner, hvor både mennesker og bøger blev flammernes
bytte, var ikke ligefrem at udbrede kristen næstekærlighed,
men i stedet de gamle androkratiske travere: undertrykkelse, ødelæggelse
og død. På denne måde udviklede Jesu ikke-voldelige
revolution, som han døde på korset for, sig ironisk nok
til et voldeligt rædselsregimente.
Middelalderen med hekseforfølgelser påvises i en veldokumenteret
afhandling, at kirken følte sig tvunget til at bandlyse og udrydde
traditionelle helbredere (de kloge koner, såkaldte hekse, der
nu blev anklaget for at have magiske kræfter), fordi den selv
gav sig til at sørge for udklækning af læger på
de universiteter, den havde blåstemplet. Man fik også sat
mange af disse kvinders ældgamle helbredelsesmetoder i miskredit
– f.eks. frisk luft og bade, som de nye kirkelæger stemplede
som skadelige og gik over til åreladning, behandling med blodigler
og giftige afføringsmidler.
I Malleus Maleficarum eller Heksehammeren, inkvisitionens
håndbog for hekseforfølgelse står der at djævelen
handler gennem kvinden, akkurat som han gjorde det i Paradisets have.
"Alle trolddomskunster stammer fra den kødelige lyst, som
hos kvinden er umættelig".
Det patologiske kvindehad, der ligger til grund
for den slags opfattelser, bliver normalt rubriceret som seksuelt frustrerede
mænds hjernespind. Men kirkens "moralske" fordømmelse
af kvinder var langt mere end en psykologisk ejendommelighed. Den var
en retfærdiggørelse af den tids fremherskende mandsvælde,
androkratiets målrettede og i en vis forstand også ganske
rationelle svar på resterne af tidligere tiders gylaniske traditioner
og tillige en reaktion på de tilbagevendende gylaniske opsving,
som kunne true faderens autoritet.
Kirkens hysteriske antiseksualitet og voldsprægede
undertrykkelsespolitik, som gjorde middelalderen til en mellemting mellem
et lighus og en galeanstalt (citat fra en forsker ved navn Taylor) har
forskningen en tendens til at overse det afgørende antifeministiske
islæt i kirkens bandlysning af seksuallivet.
Den protestantiske reformation, der var et oprør
mod kirkefædrenes absolutte autoritet og også imod den nedvurdering
af seksualiteten mellem kvinder og mænd, som præstens kyskhed
indebar, syntes for en tid at indvarsle en vis forbedring af kvindernes
vilkår, men da det kom til stykket, blev der ikke ændret
i kvindernes underordnede rolle eller i den hierarkiske opbygning. Puritanerne
greb atter tøjlerne og udøvede streng androkratisk kontrol.
Hundrede af videnskabsfolk har bestræbt sig på at kortlægge
den eskalerende vold og militarisme, der kulminerede i 1. verdenskrigs
frygtelige blodbad. Theodore Rozak, pioner i feministisk forskning,
var en af dem. Hun hæftede sig ved, hvad hun definerer som "mandsvældets
historiske krise". Det 19. århundredes kvindebevægelse
havde ikke blot udfordret de konventionelle klichéforstillinger
om mandligt overherredømme og kvindelig underkastelse. Man havde
oplevet et betydeligt frontalangreb mod det herskende system, et angreb,
der gik helt ind til den ideologiske kerne. Men det bliver knap nok
berørt i traditionelle historiebøger.
Rozak skriver om det sene 19. århundrede
og det tidlige 20. århundrede umiddelbart før 1. verdenskrig:
"En tvangspræget mandighed prægede hele periodens politiske
stil". I USA talte præsident Roosevelt om "en kræftsvulst
af ukrigerisk og isoleret bekvemmelighed" og om "mandlige
dyder som vovemod".
I Irland erklærede den revolutionære
digter Patrick Pearce, at "blodsudgydelse er en rensende og opløftende
proces" og "den nation, der betragter den som det værste
onde, har mistet sin manddom"
I Italien forkyndte Filippo Marinetti: "Lad
os hylde krigen, det eneste der giver os sundhed i denne verden! Militarisme!
Patriotisme! Anarkistens ødelæggende arm! Foragt for kvinder!"
Rozak bekræfter den form for dynamik, som
David Winther – psykolog, forsker i magtmotiver i bogen "The
Power Motive" 1973, havde iagttaget under sin forskning: En genoplivning
af mandighed som ideal ikke blot indvarsler et tilbagefald i værdiforestillinger,
men også en overgang fra fred til krig.
Når man tager i betragtning, at det ikke er ret længe siden,
at kvindeforskningen ikke fandtes på et eneste universitet i hele
USA, kan det næppe komme som nogen overraskelse, at de konventionelle
historiebøger systematisk undlader alt, hvad der har noget med
kvinder og kvindelighed at gøre. Derfor er det heller ikke mærkeligt
at selv højtuddannede mennesker stadigvæk har svært
ved at tro, at kvinder engang har spillet en vigtig rolle i historien,
og at noget så perifert som kvinder og kvindelige værdibegreber
kan have en central betydning for vores kultur – ikke blot når
blikket rettesmod en fjern fortid, men også når vi forsøger
at skue ind i fremtiden. Der skal dog ikke
lægges skjul på, at kvinder også har medvirket til
at holde de maskuline værdier i hævd. India Gandhi og Margaret
Thatcher har til stadighed skullet bevise, at de ikke var for bløde
eller kvindelige.
18-hundredetallet feminister har givetvis været
med til at forbedre kvindernes situation, bl.a at få afskaffet
de love, der gjorde det tilladt for mænd at prygle deres koner
og gav ægtemænd fuld ret over deres hustruers ejendom. De
medvirkede til at kvinder kunne få adgang til studier som jura
og medicin. Sidst i 60érne og 70érne var der talrige amerikanerne
der afviste den mandlige forestilling om, at krigen i Vietnam var patriotisk
og ædel. Men hver gang et betydeligt antal mennesker stiller krav
om at afvise de maskuline kliché forestillinger, der kræver
at "rigtige" mænd ikke kan tillade sig at opføre
sig kvindagtigt, d.v.s. blidt, fredeligt og omsorgsfuldt, så er
de første androkratiske modreaktioner allerede på vej.
I dag kan vi konstatere en massiv verdensomspændende stigning
i volden mod kvinder. Den nuværende syndflod af pornografi i bøger,
blade, film, video og TV brøler det samme budskab: vold, tortur,
brutalitet og ydmygelser er vejen til at give det kvindelige køn
seksuel glæde. Det er ikke overraskende, at også det 20.
århundredes kvindebevægelser har medført en stigning
i den form for aggressivitet. Brudebrændinger i Indien, offentlige
henrettelser i Iran og vilkårlige fængslinger og tortur
i Latinamerika. I USA har videnskabelige undersøgelser afsløret,
at der foregår en voldtægt hvert 13. sekund. Hvis det androkratiske
system skal opretholdes, må man for enhver pris holde kvinderne
nede.
Når vold, drab, voldtægt og tortur
af kvinder stiger over hele verden, skyldes det at mandsvældet
ikke nogensinde tidligere er blevet så alvorligt truet af en global,
synergisk kvindebevægelse, der er vidtfavnende og solidarisk.
Aldrig tidligere har FN dekreteret og gennemført et tiår
for kvinder. Aldrig tidligere har der været afholdt så mange
verdensomspændende konferencer, hvor kvinder kommer fra hele kloden
for at diskutere de problemer, som mandsvældet har skabt og skaber.
Frigørelsen. Den ufuldendte forvandling.
Den tid vi lever i skulle have været "den moderne æra"
– fornuftens tidsalder. Oplysning skulle have erstattet overtro,
humanisme skulle have afløst barbari, empirisk viden skulle være
trådt i stedet for hykleri og dogmatisme. Men sproget har aldrig
tidligere været behæftet med så megen mystik som i
dag.
Begyndelsen på "Ideologiens tidsalder"
(filosofi-historikeren Henry Aikens udtryk) faldt sammen med en vældig
sociologisk og teknologisk omvæltning (Toflers "anden bølge"),
hvor de religiøse ideologier blev svækket og folk følte
en næsten desperat sult efter nye måder at kunne opfatte
og fortolke tilværelsen og dens mange værdibegreber på.
Der opstod et kor af "verdsligt præsteskab" – filosoffer
og videnskabsmænd – Kant, Hegel, Kopernikus og Galilei, Darwin
, Mill og Rousseau , Marx og Engels for at nævne nogen.
Man forventede også en ny kulturel udvikling,
men forhåbningerne blev gjort til skamme. "Det rationelle
menneske" fortsatte med at benytte enhver lejlighed til at undertrykke,
udnytte og ydmyge sine medmennesker. Kolonikrigene fortsatte med andre
begrundelser end at ville redde "fortabte hedninger" Man kunne
ikke længere bruge Evas ulydighed overfor Vorherre til at opretholde
det mandlige herredømme, man begrundede det med "rationelle"
økonomiske og politiske formål, dogmer der definerede den
mandlige dominans som et udslag af en biologisk og /eller samfundsbetinget
lov.
Man blev optaget af at beherske naturen, underlægge
sig elementerne, erobre rummet. Elitens mænd både i den
kapitalistiske og kommunistiske verden fortsatte med at skrabe værdier
og privilegier til sig ved bl.a. at forgifte miljøet, selvom
de stadig hævede, at alt hvad de foretog sig var rationelt begrundet.
Men efter Auschwitz og Hiroshima begyndte man omsider at sætte
spørgsmålstegn ved fornuftens credo. Hvordan forklare det
"rationelle " ved atombomber og radioaktiv bestråling
af fuldkommen værgeløse mennesker. Er der ikke tale om
kulturel tilbagegang?
RE mener ikke det ser håbløst ud! Vi skal blot være
i stand til at erkende, at det ikke er den menneskelige natur, men samfundsmodellen,
der i værste fald kan føre os ud i en atomkrig. Alt behøver
ikke at være forgæves, hvis vi i tide erkender, at det er
systemet og ikke en eller anden ubønhørlig guddommelig
bestemmelse eller naturlov, der forlanger at alle de teknologiske fremskridt
bliver udnyttet til at skabe mere og mere raffinerede måder at
undertrykke og ødelægge på.
RE gør rede for baggrunden for kapitalismen
og kommunismen, som faktisk havde noget godt i sig (Adam Smidt tog afstand
fra den gamle opfattelse, hvor mændenes sociale stilling og velstand
hang sammen med deres herkomst, hvor alt afhang af, om man var født
som håndværker, adelsmand eller livegen, hvilket faktisk
var et stort skridt fremad mod et friere samfund. Socialismen afviste
en række af de androkratiske præmisser og gik ind for lighedsidealet).
Men igen satsede man på herredømme i stedet for partnerskab.
Den eneste ideologi der foretager et frontalangreb på denne model
for menneskelig adfærd og dermed på hele systemet, der bygger
på vold og hierarki – er feminismen. Set
i lyset af den lange kulturelle udvikling, kan man ikke just betegne
feminismen som et ny ideologi. Gennem hele den nedfældede historie
– i det antikke Grækenland og i Romerriget, under trubadur
perioden og i den elizabethanske tidsalder – har kvindespørgsmålet
været et stadigt tilbagevende tema.
Nietzche erklærede uden omsvøb at ligesom mænd var
skabt til at herske over kvinden, måtte nogle få udvalgte
og samfundsmæssigt rene mænd regere over resten af menneskeheden.
Religion var for Nietzche en lav og foragtelig overtro og han var modstander
af så foragtelige degenererede og kvindagtige værdibegreber
som lighed, demokrati, socialisme, kvindefrigørelse og humanisme
på strengt rationelle og ikke-religiøse argumenter. Kvindagtig
slavemoral var ideer som næstekærlighed og velgørenhed.
Alene herremennesket definerer, hvad der er godt og rigtigt og overmennesket
udkæmper glorværdige krige. Man skulle "holde enhver
kvinde ned og straffe enhver form for opsætsighed" i en verden
"hvor de svageste kendte deres plads".
RE beskriver fascismen og andre højreorienterede ideologier og
nævner Hitlers Tyskland, Francos Spanien og Mussolinis Italien,
Idi Amin i Uganda, Zia-Ul-Haqu i Pakistand, og Ceausescu i Rumænien.
USA anvender kolossale økonomiske midler,
der kunne være brugt til velfærd, til det højeste
militærbudget i nationens historie og modsætter sig kvindens
frie valg om, hvorvidt hun ønsker at føde børn
eller ej.
De markante religiøse ideologier med fundamentalistiske
prædikanter som f.eks Jerry Falwell (ikke blot en god ven, men
tillige en slags åndelig vejleder for Reagan) har fortalt millioner
af TV-seere at Gud er imod loven om ligeberettigelse, og ved at støtte
et mere militaristisk og stærkere Amerika og den tidligere sydafrikanske
apartheid-regering og i det hele taget ethvert regime, der ikke viger
tilbage for vold, har Falwell anerkendt vold som Guds udtrykkelige vilje.
Feministiske filosoffer og aktivister fra hele verden har krævet
en ny etik, som skal gælde for både kvinder og mænd
og bygge på kvindelige værdier – RE nævner bl.a.
Helen Caldicott, Alva Myrdal, Elise Boulding + en lang række kvindelige
forfattere.
RE skriver at selv naturen gør oprør
nu – det herskende system kan meget vel være hastigt på
vej mod sin logiske evolutionære afslutning, hvad der vil betyde
enden på en 5000 år lang androkratisk nedtur. Det kan desværre
ikke udelukkes, at dette system i et sidste forsøg på at
overleve vil kaste verden ud i et blodigt ragnarok, men på den
anden side kan androkratiets sidste krampe-trækninger også
glide over i de fødselsveer, der vil bringe gylaniet til verden
og slå døren op til en ny fremtid.
RE bruger mange sider på at opremse katastroferne,
samfundet står i til halsen og påpeger hvilke absurde midler
der tages i brug for at afhjælpe, eksempelvis vil sult og fattigdom
forsvinde efterhånden som det frie marked får lov af brede
sig!
Eliten i moderne fascistiske og kommunistiske
statshierarkier kan ses som en pendant til oldtidens overklasse af krigere
og præster. Disse herskere påstod – og påstår
– at have eneret på sandheden – hvad enten de nu har
fået denne sandhed åbenbaret af Gud, Marx, Stalin, der Führer
eller Mao. Fælles er at alle mener at have ret til at fortolke
denne sandhed og gennemføre deres vilje med magt eller trusler
om magtanvendelse.
Det måske mest kendetegnende træk
ved de moderne totalitære samfund er fabrikationen af myter –
i Tyskland lykkedes det Hitler, en lille frastødende, mørkhåret
mand at spille en mytisk rolle som den stærke leder af en slægt
af "racerene", smukke, blåøjede og blonde "Übermenchen".
Stalin, som med koldt blod myrdede millioner
af sine egne, er med sit balsamerede lig genstand for kultagtig dyrkelse.
I både de kommunistiske og fascistiske
mytologier ses præcis den samme proces i funktion som man betjente
sig af under den første androkratiske omvæltning –
dengang der blev vendt op og ned på virkeligheden med nye myter
og nye symboler. Her er der det nazistiske hagekors, kommunisternes
hammer og segl, der i det 20. århundrede har været næsten
lige så magtfulde symboler som Kristi kors var dengang man mobiliserede
masserne til hellige korstog og krige. I stedet for de gamle religiøse
ceremonier og ritualer, har man skabt nye: massemøder, parader
med fakkeltog og marchmusik og opildnende taler, der kan mane folk til
at gå ud med vold og magt og udbrede sandheden.
I sience fiction vrimler det med high tech opfindelser
og der udkæmpes intergalaktiske krige – der er aldrig nye
bud på den sociale dimension.Hvordan kommer vi videre?
Udviklingsteoretikeren Erwin Laszlo siger, at
mennesket har evnen til at handle bevidst og kollektivt og at vi ikke
kan tillade os at overlade det til det blinde tilfælde, hvordan
det menneskelige samfund skal udvikle sig. Vi må selv planlægge
vores fremtid.
Det vigtigste er måske, at flere og flere mænd og kvinder
begynder at sætte spørgsmålstegn ved selve grundtesen
i det androkratiske samfund: at både mandlig dominans og krig
som udtryk for mandlig vold er uundgåelige fænomener. –
Krigsveteraner demonstrerede foran legetøjsbutikker og forlangte,
at heltene også skulle fremstilles uden en arm eller et ben og
i rullestole.
Flere kvindelige forskere har påvist, at videnskaben under dække
af objektivitet og uafhængighed i marken som regel har affærdiget
traditionelt kvindelige egenskaber som medfølelse og omsorg som
værende uvidenskabelige og subjektive..
Flere og flere forskere indser, at den gamle
herskermentalitet ikke blot har skabt en kunstig konflikt mellem ånd
og natur, mellem kvinde og mand, mellem forskellige racer, religioner
og etniske grupper – men også at vi må tage selve konfliktbegrebet
op til fornyet overvejelse. Ikke at man fjerner konflikter, det afgørende
er, at vi i forsøg på at forvandle Jorden fra en slagmark
til en verden med fredelig sameksistens vil være i stand til at
gøre disse konflikter konstruktive i stedet for destruktive.
Disse holdninger har ældgamle rødder. Sokrates og Jesus
var repræsentanter for dem og i vor tid mænd som Gandhi
og Martin Luther King – disse mænd som først blev
dræbt og senere kanoniseret af androkratiet.
Et centralt motiv i det 20. århundredes
kvindelitteratur har været at udforske ikke blot de eksisterende
magtstrukturer, men også at pege på alternative måder
at definerer og anvende magt på. Her nævnes bl.a. Berit
Ås og Birgit Brock-Utne sammen med en række andre. Der har
været tidspunkter i historien med social uro, hvor der er dukket
nye gylantiske adfærdsmønstre op, og hvor en fundamental
forandring af systemet syntes at ligge indenfor mulighedernes grænse.
Det androkratiske system har indtil i dag fungeret som en elastik. Under
perioder med stærk gylantisk opblussen, f. eks. som på Jesu
tid – er elastikken blevet strakt langt ud, for så, netop
som den androkratiske bristegrænse syntes at være nået,
at smække tilbage til sin oprindelige form. Men for første
gang i historien står vi i dag i en situation , hvor elastikken
kan briste – og vores kulturelle udvikling dermed omsider kan overskride
de grænser, der gennem årtusinder har været så
indsnævrende for menneskeheden.
Fremtidsforskere har gang på gang understreget,
at der hårdt mangler et system til styring af alle samfundets
værdier, der kan muliggøre en omfordeling af vores ressourcer
– herunder vores avancerede teknolog – til mere værdige
formål. Udgifterne til at udvikle én interkontinental missilraket
svarer til hvad det koster at ernære 50 millioner børn,
bygge 160.000 skoler og åbne 340.000 sygehuse.
En fremtidsforsker ved Stanford Research Institute
beskriver en nybevidsthed, der vil betyde at konkurrencemomentet i højere
grad vil blive afbalanceret med samarbejde, individualismen afbalanceret
med kærlighed.
I en rapport fra Club of Rome kan man læse,
"at for at undgå større regionale og i sidste instans
globale katastrofer" er man nødt til at udvikle en ny verdensorden,
der "er styret af en rationel overordnet plan for langsigtet organiske
vækst" og holdt sammen af "et oprigtigt ønske
om globalt samarbejde, formet i frit partnerskab"
Et bemærkelsesværdigt aspekt er,
at fremtidsforskerne ikke mener, at teknologi og økonomi er de
afgørende faktorer for vores fremtid. De går i stedet ud
fra, at menneskelige værdinormer og samfundsmæssige strukturer
bliver nøglen til, hvordan vores fremtid vil forme sig. Det påfaldende
er måske, at mange fremtidsforskere synes at være enige
om, at vi bliver nødt til at opgive de hårde, erobringsorienterede
værdibegreber, som man traditionelt forbinder med "mandighed".
Forvandlingen fra et hersker- til et partnerskabssamfund
vil givetvis medføre et omsving i teknologiske forstand: de højtudviklede
teknologier vil ikke længere blive anvendt til ødelæggelse
eller undertrykkelse, men i stedet blive brugt til at sikre en mere
tryg tilværelse og en højere livskvalitet. Ødselhed
og overforbrug , der i dag går ud over mennesker i nød,
vil aftage betydeligt.
RE bruger meget tid på at tale om de visioner
og ændringer der vil ske under overgangen fra et hersker- til
et partnerskabssamfund og lover, at hun i to kommende bøger "Breaking
Free" og "Emergence" vil fremlægge konkrete planer
for, hvordan det kan lade sig gøre at føre ideerne i i
livet.
I efterskriften til den danske udgave, skriver
RE at der er sket mange ting siden udgivelsen for 7 år siden .
På globalt plan har bevægelsen og kampen mod hersker-modellen
i alle dens former været støt stigende. Men samtidig har
vi også oplevet en eskalerende modstand mod enhver fundamental
ændring i tingenes tilstand.
RE beskriver forholdene i det tidl. Sovjetunionen,
krigene på Balkan og i Golfen , i Kashmir og på Sri Lanka
, Peru, Guatemala, El Salvador og Mexico, men al denne vold vil hverken
føre til politisk eller økonomisk demokrati, fordi de
vrede unge mænd, som gør oprør mod de lige så
vrede gamle mænd, ikke vil tilvejebring andet end voldens magtskifte.
Men RE peger også på en voksende
modstand som f.eks. de kinesiske studenters demonstrationer på
Den Himmelske Freds Plads, Aung San Suu Kyi´s demokratiske bevægelse
i Burma, krigsforbryderdomstolen i Haag mod forbrydelser begået
under Balkankrigene. Hun gør opmærksom på den større
opmærksomhed omkring vold mod kvinder. Hun mener, at der er en
gryende erkendelse af at den såkaldte privatsfære og den
sociale dimension af tilværelsen er uløseligt forbundet
med hinanden.
Der er fremgang for miljøbevægelser og at ethvert håb
om at stabilisere befolknings-tilvæksten hænger nøje
sammen med fri adgang til familieplanlægning for kvinder og ligeret
i uddannelse og beskæftigelse.
Hun påstår også at der er større
opmærksomhed på de menneskelige og økonomiske omkostninger
ved den internationale våbenhandel.. Der er en forståelse
for i FN at det er grotesk at skelne mellem menneskerettigheder, kvinders
rettigheder og børns rettigheder. Og der er myriader af græsrodsbevægelser.
Det har vist sig, at den kommende bog vil ændre
sig fra konkrete handleplaner til noget med de intime relationer, mere
specifikt hvordan den sociale konstruktion "lyst og nød"
fungerer meget anderledes i samfund, der primært orienterer sig
mod partnerskabsmodellen. Og at det i øvrigt har taget længere
tid at lave research og at RE har brugt en masse energi på foredrag
og rejser til konferencer verden over.
Dette "referat" af Skålen og Sværdet er mine notater
til mit oplæg på NKF´s årsmøde. Det er
klart, at det er min helt subjektive afgørelse, hvad der er medtaget.
Birgit Horn, Teglværksvej
10, 9362 Gandrup.Tlf.98 25 92 12. e-mail birgithorn@ e-box.dk